Netværksdag

Til netværksdagen skulle vi i teams planlægge et virksomhedsbesøg for at få indsigt i, hvad man som multimediedesigner kan komme til at arbejde med efter uddannelsen. Vi fik arrangeret et møde med TV2 Fyn, og jeg tog derud sammen med Monica og Mikkel. Nima kunne ikke den dag.

Vi var ret spændte – jeg kan huske jeg var meget nervøs fordi det virkede meget seriøst – men de var så søde og imødekommende.

TV2 Fyn har et in-house design- og digitalteam, der arbejder med alt fra hjemmesidedesign til datavisualisering og grafik til nyhedsudsendelser.

Hende der viste os rundt var virkelig nede på jorden og tog sig god tid. Vi fik set hvordan de planlægger projekter og fordeler opgaver internt – de bruger en ret struktureret arbejdsgang, men med plads til at man udvikler sig løbende. Vi fik også set hvordan de designer deres hjemmeside i forhold til resten af TV2.

Det vi alle sammen gerne ville vide – især fordi vi lige havde haft JavaScript-projektet var: hvor vigtig er kodning egentlig? Svaret var beroligende. Hun sagde at det første hun kigger på når nogen søger job, er deres portfolio. Hun vil hellere have en der er stærk visuelt end en der er perfekt til kode. Det grundlæggende skal være på plads, men hos TV2 vægter de at man er åben for at lære og udvikle sig. Bløde værdier som nysgerrighed og samarbejde fylder mindst lige så meget som de tekniske skills.

Hun anbefalede også nogle værktøjer vi ikke kendte:

Infogram: til interaktive infografikker og diagrammer.

Datawrapper: til datavisualisering, bruges meget i journalistik

Rive: til interaktive animationer til apps og hjemmesider


Refleksion

Jeg gik derfra med en ret god følelse. Det var fedt at se bag kulisserne og høre hvad der rent faktisk betyder noget ude i branchen. Det tog lidt af presset at vide at man ikke skal kunne alt til perfektion – bare man gør sit bedste og er villig til at lære nyt.

Det fik mig også til at tænke over hvilken retning jeg selv vil hen. Jeg ved at jeg er stærkere visuelt end teknisk, og det var rart at høre at det faktisk er en styrke og ikke en svaghed. Jeg kunne godt se mig selv søge praktik et sted som TV2 Fyn, hvor der er plads til at lære og vokse.

Mikkel og jeg som de nye værter hos TV2Fyn